Sådan fotograferes et ur: lænke, rem og spænde
Et ur kan fotograferes på to måder, og kildefotoet afgør hvilken. Lukket og stående på siden viser det kassen og lænkens runding; lagt fladt med remmen åben viser det hele remmens længde, spændet og remholderne. Til et frontbillede eller en trekvartvinkel giver en lukket lænke, holdt oprejst af en lille skjult støtte, kassen en naturlig position; til et billede ovenfra på hør er en åben rem lagt lige et tydeligere udgangspunkt.
Spænder og låse er ofte de dele, der ser mindst ordentlige ud. En foldelås, der står halvt åben, viser låsearmene, en torn på et stiftspænde uden for hullet ser ufærdig ud, og en læderrem med enden vendt om skjuler syningen. Fastgør remmen, som den ville sidde på håndleddet, vend en lås med logo mod objektivet, og fotografer den åbne lås separat som detaljebillede, da produktbilledet viser uret, som fotoet gengiver det.
Mørkt studie, stenpodie eller marmor: scener til et ur
Til ure kan Produktstudie placere kassen på rent hvidt, på en dyb antracitgrå studiebaggrund med dramatisk retningsbestemt lys, på den mørke flade med spejling, på et slebet stenpodie, på hør set ovenfra, på marmor eller i et hjemligt interiør. En mørk flade med tydelige skygger passer til polerede stål- og guldkasser og dressure, fordi lyset tegner kassens og lynettens kant mod det sorte.
Hver scene ændrer, hvordan urskiven fremstår. På den mørke flade kan en sort urskive gå i ét med baggrunden, så en lys, sølvfarvet eller farvet skive er det sikrere valg dér. Et stenpodie løfter et enkelt ur frem som genstand, og hør set ovenfra passer til en rem, der ligger åben. Uanset scenen er værktøjet instrueret i at bevare urskiven, viserne, indeksene, kassen og remmen, og teksten på urskiven skal forblive læselig og uændret.
Et komplet sæt urbilleder: front, profil, bagkasse og lås
Et ur i en produktannonce vurderes fra flere vinkler. Fronten viser urskiven og viserne; sidevinklen viser kassens højde, kronen og hornene; bagsiden viser bagkassen med gravering eller udstillingsglas. Når fotoet viser bagkassen, kan billedet bestilles som en bagvisning: Instruksen viser da uret bagfra, som det er fotograferet, og beder værktøjet om ikke at vende det om eller opfinde en urskive på den side.
Nærbilleder fuldender sættet. Detaljebillede indrammer et område i et eksisterende billede, såsom låsen eller syningen på en rem, eller lader værktøjet vælge detaljen; det er instrueret i kun at vise det, der allerede er synligt. Gravering på bagkassen og finishen på et urværk bag et udstillingsglas kræver stadig et skarpt kildefoto taget tæt på, da et nærbillede ikke kan genskabe skrift, som kilden ikke viser.
